Sortering af byggeaffald
Hvad er kravene til sortering af byggeaffald for virksomheder og for husholdninger?
Virksomheder
Virksomheder skal sortere deres bygge- og anlægsaffald i henhold til affaldsbekendtgørelsens kapitel 9, § 49 og § 50.
Virksomheder skal udsortere farligt affald, PCB-holdigt affald og termoruder fra deres bygge- og anlægsaffald.
Derudover skal virksomheder kildesortere deres bygge- og anlægsaffald i minimum følgende affaldsfraktioner:
- Natursten, fx granit og flint
- Uglaseret tegl (mur- og tagsten)
- Beton
- Blandinger af materialer fra natursten, uglaseret tegl og beton
- Jern og metal
- Gips
- Stenuld
- Jord
- Asfalt
- Blandinger af beton og asfalt
Virksomheden kan lade usorteret bygge- og anlægsaffald sortere på et sorteringsanlæg, som er er registreret i Affaldsregisteret.
Hvis affaldsmængden ikke overstiger 1 ton, kan virksomheden vælge ikke at kildesortere. Kommunen vil i så fald anvise affaldet til sortering.
Virksomheder har pligt til at materialenyttiggøre deres kildesorterede erhvervsaffald, og denne pligt om materialenyttiggørelse kan overdrages til fx en indsamlingsvirksomhed eller et genanvendelsesanlæg. Med pligt til at materialenyttiggøre forstås, at alt genanvendeligt skal sorteres fra.
Den affaldsproducerende virksomhed eller indsamlingsvirksomhed skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller Miljøstyrelsen fremvise dokumentation for, at affald er håndteret i overensstemmelse med lovgivningen.
Husholdninger
Efter affaldsbekendtgørelsens § 29, stk. 1 skal kommunen etablere en ordning for bygge- og anlægsaffald, som giver husholdningerne mulighed for at sortere i overensstemmelse med affaldsbekendtgørelsens § 50 stk. 1 og 2. Der skal sorteres i samme fraktioner som for virksomheder (se ovenfor). Typisk sker dette de genbrugspladser, privatpersoner har adgang til.