Du er her: Forside / Aktuelt / Nyheder 2022 / Bygningsejere skal drive den cirkulære omstilling

Bygningsejere skal drive den cirkulære omstilling
Nyhed

Bygningsejere skal drive den cirkulære omstilling

Ejendomsmarkedet kan bidrage til at afskaffe affald og skabe et mere lige samfund, vurderer Kasper Guldager, co-founder af ejendomsudviklingsselskabet Home.Earth. Foto: Tom Jersø.

Hvad ser du som vigtigst, hvis cirkulær økonomi skal udbredes i byggeriet? 
Udviklingen i branchen skal drives af efterspørgsel efter holdbare byggerier, genbrug, genanvendelse og nye designprincipper, der minimerer affald. Politisk kan man skubbe til efterspørgslen gennem krav i kommunernes lokalplaner, nye krav i bygningsreglementet og gennem offentlige udbud. Men den cirkulære omstilling af ejendomsbranchen skal i sidste ende udmøntes af bygningsejeres efterspørgsel efter løsninger, hvor materialer og byggerier holder længst muligt.

Hvis et ejendomsselskab både udvikler og ejer bygninger, er der gode argumenter for at bygge, så byggerierne er optimale i drift og holder i længst mulig tid. Mens ejendomsudviklere, der ikke udvikler for at eje, men for at sælge, potentielt kan være en barriere for udbredelsen af totaløkonomi og cirkulær økonomi. Certificeringsordninger som DGNB, BREEAM og LEED kan dog hjælpe til, at ejendomsudviklere, der videresælger, får helhedstænkning ind i projekterne. Men certificering er kun en begyndelse. Herefter skal byggerierne vedligeholdes korrekt af de nye ejere for at få det optimale resultat for både økonomi, klima og miljø.” 

Hvordan bidrager I til at understøtte udviklingen? 
”I Home.earth udvikler vi boliger og erhvervsejendomme, der også kan lejes af folk med lavere indkomst. Vi har fokus på at nedbringe CO2-aftrykket og affaldet – vores første boligprojekt har et CO2-aftryk, der er 35% lavere end gennemsnittet for DGNB Guld pr. m2 og 70% lavere pr. forventet beboer. Desuden overvejer vi holdbarhed, genbrug og genanvendelse i alle byggeprocesser, ligesom vi går efter at bygge med kvalitetsmaterialer og med løsninger, der gør det let at reparere og vedligeholde. At kunne skille elementer i et byggeri ad, så de dele, der skal repareres eller evt. udskiftes, kan blive ordnet uden at belaste de øvrige dele, er et væsentligt byggeprincip for os.” 

Hvad fokuserer I på her i 2022? 
”Vi arbejder helt konkret med fire redskaber, der kan skabe gennemsigtighed: carbon tool, circularity tool, material.tool og passport.tool. Vi stiller krav til vores leverandører om at levere information til redskaberne, når de bygger, så det færdige byggeri er dokumenteret i forhold til de stoffer, der indgår, CO2-belastningen per m2 og per person, affald og holdbarhed. Lige nu implementerer vi redskaberne i projektet Nærheden i Høje-Tåstrup, hvor vi bygger 12.500 m2 blandet bolig og erhverv.” 

Hvad kan home.earth bruge VCØB community til?  ”Communitiets vigtigste opgave er at være arnested for konkrete samarbejder om praktiske cirkulære løsninger, som udvikler både efterspørgslen og udbudssiden. Viden bliver først til værdi, når den omsættes i noget konkret. Men det hele starter ofte med netværk, hvor bygherrer, leverandører, rådgivere og udførende kan række ud til hinanden, hvis de har ideer, løsninger og forslag til samarbejder. Mit ønske er, at VCØB community kan bidrage til den udvikling.”