Virksomheder fungerer som drivkraften for den cirkulære udvikling. Det er derfor på tide, at flere begynder at tænke cirkulært. Paradigmeskiftet til cirkulær økonomi vil ikke udspringe af en enkelt aktør i industrien, men vil kræve, at virksomheder tænker i nye partnerskaber og relationer på tværs af både værdikæden og industrien.
Der findes mange forskellige tilgange og strategier for at gøre din produktion mere cirkulær. Du kan på tværs af hele din forsyningskæde vurdere hvilke tiltag, der kan gavne din grønne omstilling.
Ofte forbindes grønne tiltag i produktionen med omkostninger. Men grøn omstilling af din produktion skaber reelt konkurrencemæssige fordele og vil gavne din virksomheds bundlinje, samtidig med at det gavner miljø og klima.
Du kan blandt andet sørge for at være opdateret på lovkravene for cirkulære materialer, som du kan læse om her.
Du kan også finde inspiration i Circle House Labs Green Paper om Forretningsmodeller.
Nogle konkrete tiltag, værktøjer og forretningsmodeller, som du kan anvende for at gøre din forsyningskæde mere cirkulær, omfatter:
Flere producenter er i gang med at skifte til biogas. Du kan undersøge, om der er muligheder for at spare på din energi eller skifte til en grønnere energiform.
I fremtiden vil der stilles større krav til, at du som producent er i stand til at dokumentere, hvor dine materialer og råstoffer kommer fra. Du kan derfor også undersøge, om dine leverandører også arbejder cirkulært, og om du kan dokumentere det.
Du kan undersøge, om din virksomhed kan erstatte jomfruelige råstoffer med enten restfraktioner fra egen produktion (også kaldet pre-consumer genanvendelse), indsamlet affald af eget produkt (også kaldet post-consumer genanvendelse) eller restfraktioner fra andres produktion (også kaldet industrisymbiose). Du kan også undersøge, om din virksomhed kan reducere brugen af råstoffer eller basere eller omstille produktionen til nedbrydelige materialer.
Ved at forlænge levetiden af de materialer, du producerer, kan du reducere den CO2-udledning, som der vil være forbundet med fremtidig udskiftning.
Du kan med fordel få styr på diverse miljømærkninger og vælge at miljømærke dine produkter. Du kan læse mere her.
Vil du blive klogere på, hvordan andre arbejder cirkulært og har opbygget deres forretningsmodel? Her kan du læse en række korte beskrivelser af virksomheder, der gør brug af cirkulære forretningsmodeller.
Stykka er en virksomhed, der arbejder med interiør ud fra paradigmet om, at man skal bygge med høj kvalitet, hvilket vil øge produkternes levetid. Dette tænker de ind fra designfasen til det færdige produkt. Stykka bruger deres digitale platform til at designe produkter på nye måder samt til vedligeholdelse, drift og reparation. Hos Stykka arbejdes der med et cirkulært designprincip, der betyder, at samtlige komponenter i deres produkter kan udskiftes, hvor de gamle komponenter bearbejdes og restaureres, så de igen kan bruges i produktionen. Dette er igen med til at forlænge produkternes værdi og levetid. Ved hjælp af deres tilgang til design, høj kvalitet og reparation formår Stykka derigennem at drive en mere grøn forretning end størstedelen af deres konkurrenter.
DK Beton har i samarbejde med RGS Nordic lanceret et cirkulært element i deres forretningsmodel. De er, som de første i industrien, begyndt at arbejde med genanvendt betontilslag. De har opnået, at oparbejdet betonaffald nu kan indgå i deres leverancer af certificeret konstruktionsbeton. Den cirkulære beton kan således leveres i henhold til gældende byggelovgivning uden et behov for dispensationer. Det kræver forberedelse af materialerne, men leder også til, at der mindskes unødigt spild, hvilket kan skabe forretningsmæssige og økonomiske fordele på lang sigt.
Næste kickstarter arbejder med systematisk genbrug af konstruktionstræ. De arbejder med skure til boligorganisationer og skoler, og de bygger det af genbrugt tømmer primært fra byggeriet. RGS Nordic står for at få træet bearbejdet og afrenset, så det igen er klart til at bruge i nyt byggeri. De arbejder altså med et paradigmeskift, hvor brugt træ, der oftest behandles som affald, i stedet behandles som værdifulde ressourcer med mulighed for genanvendelse. Dette eksempel viser også, hvor vigtigt det er at tænke i nye partnerskaber, hvilket kan åbne for nye forretningsmuligheder.
I stedet for blot at smide brugte lys armaturer ud, som enten bruger for meget strøm, eller som ikke passer til kundens visuelle stil længere, har Fischer Lighting skabt en teknologi, der gør, at de kan opgradere gamle lysarmaturer til LED. Det sparer store mængder af CO2 og ressourcer, og de gamle armaturer kommer til at fremstå som nye. Derudover samarbejder virksomheden med førende arkitekter om at opgradere designet på de gamle lysarmaturer.
30 % af et ROCKWOOL produkt består af genanvendte materialer. Virksomheden tilbagetager nemlig restprodukter fra andre industrier samt allerede anvendt stenuld, der bearbejdes, så de kan bruges i ROCKWOOL produktionen af stenuld. Stenulden taber ikke kvalitet på trods af, at det genanvendes af flere omgange. Det er derfor på mange måder det perfekte eksempel på, hvordan ’affald’ kan genanvendes og derfor få tilskrevet værdi endnu en gang. Stenulden, der tages retur, kommer tilbage til ROCKWOOL via et samarbejde med RGS Nordic.
Læs mere om genanvendelse i ROCKWOOL.
Læs på side 48 i VCØB’s Greenpaper No. 1 om samarbejdet mellem RGS Nordic og ROCKWOOL.
Et andet eksempel på en tilbagetagningsordning er IKEA’s ”Gensalg-koncept”, hvor IKEA køber kunders brugte IKEA-møbler. Dette lancerede de, da de så et potentiale på gensalgsmarkedet. Nu kan man altså få vurderet sine brugte IKEA-møbler, og hvis det er i en sådan stand, at IKEA vil købe det, kan man få pengene til et tilgodebevis, der kan bruges i deres varehuse.
I VCØB udvikler vi materialer, der klæder dig på til cirkulær omstilling. Du kan blandt andet læse to kvikguides til producenter:
Kom i gang med cirkulær produktion
Sådan genanvender du gamle materialer i nye produkter.
Du kan finde mange flere casebeskrivelser i VCØB’s Green Papers.
Læs Green Paper No. 1 med status over den cirkulære udvikling i den danske byggebranche
Læs Green Paper No. 2 om tre strategier for cirkulær udvikling
Hvis din virksomhed vil vide, hvor I kan aflevere brugte byggematerialer til genbrug, kan du kigge i VCØB’s Genbrugsguide.
Den giver dig en oversigt over virksomheder og aktører, der tager imod brugte byggematerialer til direkte genbrug.
Genbrugsguiden