Hvad ser du som vigtigst, hvis cirkulær økonomi skal udbredes i byggeriet? Samarbejde og vidensdeling af konkrete erfaringer, både gode og dårlige. Skåltaler og visioner er produceret. Fra nu af, eller rettere fra i går, skal vi være konkrete og risikovillige - i fællesskab. Der er masser af udfordringer og risici i en samfundsomstilling til CØ, og dem bliver vi nødt til at håndtere i fællesskab i værdikæden. Bygherre, entreprenør, arkitekt, ingeniør, producent, leverandør, håndværker - vi står i en fælles klimakrise og må dele både gevinster og udfordringer. Vi har ikke tid til siloer, fremtiden er et fælles ansvar.
Hvordan bidrager I til at understøtte udviklingen?
Aarhus kommune arbejder under nuværende Klimaplan med mange indsatser med et cirkulært fokus. En indsats er fx udvikling af godsbanearealerne til aktivt og kreativt bylivsområde – her er bl.a. brugt træ fra tidligere bro, gamle belysningsmaster, sten fra gammel kystsikring af havnen til at skabe nye stier, ophold og vandbassiner.
På tværs af magistraterne er der udvalgt 8 bygninger til ressourcekortlægning inden nedrivning. På baggrund heraf udarbejder vi en strategi for mest mulig direkte genbrug af materialerne. Desuden udarbejder vi sammen med en privat aktør og branchen en markedsrapport omkring direkte genbrug for bl.a. at støtte digitaliseringen af brugte materialer, skabe større synlighed og effektivitet, undersøge ansvarsaspekter samt nedsætte CO₂-udledningen fra transport ved at skabe lagernetværk på tværs af Danmark.
Vores jord- og grundvandsafdeling undersøger metoder til at reducere CO2-udledning ved råstof- og jord-håndtering. På vores byggepladser registrerer vi effekter af de udførte klimatiltag. I vores nybyggerier stimulerer vi bæredygtighed ved at allokere midler til innovative klimatiltag og ved at forpligte os til at overholde lavemissionsklassen for byggerier over 1.000 m2.
For at understøtte et løft af den samlede branche har Aarhus Kommune afholdt fyraftensmøder for håndværkere med orientering om klima i deres hverdag. Aarhus Kommunes Klimafond har desuden støttet udviklingen af TRÆ, Danmarks højeste træhus på 78 meter, med facade af genbrugsmateriale, som opføres på Sydhavnen. Herfra vil vi sikre en bred vidensdeling til øvrig branche.
Hvad kan Aarhus Kommune bruge VCØB community til?
Vidensdeling er nøglen til fælles fremdrift. Et community kan understøtte, at udviklere, projekter, aktører m.m. med samme fokus ser hinanden og kan skabe fællesskab om at løse og udfordre gængs praksis, vanetænkning, processuelle uhensigtsmæssigheder, med meget mere. Vi håber, at VCØB Community kan bidrage til at de rette indsatser i samfundet finder sammen, at afstanden mellem os bliver mindre, at vi bruger hinanden til at optimere.
Det er dertil en platform for vidensdeling, som vi meget gerne vil deltage i, i videst muligt omfang. Vi skal måske blive bedre til at holde øje med fysiske netværksmuligheder og vidensdeling i det jyske. Måske skal det opjusteres generelt i det jyske.