Du er her: Forside / Cirkulært byggeri / Byggeproces og samarbejde / Den cirkulære byggeplads

Den cirkulære byggeplads

Ressourceanvendelse på byggepladsen kan have væsentlig betydning for et projekts miljø- og klimapåvirkning under udførelsen.

Mindre ressourceforbrug og mindre spild af ressourcer reducerer klimapåvirkningen og giver en økonomisk besparelse. Ved at skabe øget bevidsthed om dette forbrug i byggefasen hos bl.a. entreprenør og bygherre kan der opnås konkrete ressourcebesparelser.  

I dag er kun sortering og håndtering af byggeaffald på byggepladser reguleret af gældende lovgivning. På byggepladser gælder nemlig de samme krav til sortering af bygge- og anlægsaffald, som der er gældende ved renovering og nedrivning (er beskrevet i Miljøstyrelsens vejledning om håndtering af bygge- og anlægsaffald).

Du kan skabe en cirkulær byggeplads med disse tiltag: 

  • Sørg for korrekt sortering af byggeaffald - dette er en forudsætning for at kunne håndtere ressourcerne på et højt niveau 

  • Indsaml og opbevar spild og affald fraktionsvis for at øge muligheden for genbrug og genanvendelse 
  • Afsøg muligheden for samarbejde om returordninger for fraskær, spild, restmateriale – nogle producenter har implementeret løsninger for dette
     
  • Tal med byggevareproducenten om mulighederne for at reducere emballagemængden  

  • Koordinér materialer mellem byggeprojekter. Noget, man ikke længere kan bruge på én byggesag, kan måske være en god ressource på en anden  

Du kan her få overblik over aktuelle muligheder for genbrug og genanvendelse af forskellige typer byggematerialer og -affald. Kontakt VCØB, hvis der ikke er information om en specifik materialetype eller behandlingsløsning, du har brug for at vide mere om.  

På sigt kan vi forvente et øget fokus på området samt nye krav, bl.a. som følge af den nye frivillige bæredygtighedsklasse, der forventes at blive obligatorisk i Bygningsreglementet i 2023. Lige nu testes bæredygtighedsklassen i markedet for at kunne indføre krav til bæredygtighed i bygningsreglementet på et velafprøvet og dokumenteret grundlag. 

Den frivillige bæredygtighedsklasse omfatter krav til ni områder, hvor ressourceanvendelsen på byggepladsen er ét af dem. For ressourceanvendelse på byggepladsen er der fokus på at kortlægge følgende parametre med henblik på at kunne reducere dem: 

  • Transport af byggematerialer og jord til og fra byggepladsen 

  • Transport på byggepladsen 

  • Energiforbruget til bl.a. opførelse og udtørring af byggeriet 

  • Vandforbruget 

  • Mængden af byggeaffald 

Læs mere i guiden Bliv bedre til bæredygtighed, og få inspiration til, hvordan man opnår en mere bæredygtig byggeplads.