Du er her: Forside / Cirkulært byggeri / Til producenter / Lovkrav

Lovkrav

Regler, der er gældende ved produktion af ”ikke-cirkulære” byggematerialer, er også gældende ved produktion af cirkulære byggevarer, dvs. byggevareforordningen og bygningsreglementet.

Er det genbrug - eller genanvendelse?

Det er vigtigt at skelne mellem, om man arbejder med genbrug eller genanvendelse, da produkter til direkte genbrug er undtaget affaldslovgivningen.  

Genbrug er, når en gammel byggevare anvendes igen direkte til samme formål uden forarbejdning eller ved mindre forarbejdning i form af fx reparation, vask og rensning. Om der sker forarbejdning eller ej, afgør, hvilken lovgivning der skal følges:  

Byggevarer, der kan genbruges direkte uden forarbejdning: 

  • Er ikke affald 
  • Er ikke omfattet af affaldslovgivningen  
  • Er omfattet af byggelovgivningen  

Byggevarer, der kan genbruges efter en mindre forarbejdning:  

  • Skal forberedes til genbrug 
  • Er omfattet af affaldslovgivningen 
  • Er omfattet af byggelovgivningen, når de sættes på markedet og indgår i nyt byggeri  

Genanvendelse er, når affaldsmaterialerne bliver forarbejdet og derefter indgår i produktionen af nye byggevarer eller byggematerialer, og her gælder følgende:  

  • Affaldsmaterialerne er omfattet af affaldslovgivningen, når affaldet bliver bearbejdet  
  • Byggevarerne er omfattet af byggelovgivningen, når de sættes på markedet og indgår i nyt byggeri 
Sådan genanvender du gamle materialer i nye produkter

Kvikguide

Sådan genanvender du gamle materialer i nye produkter

Det giver god mening at genanvende byggematerialer, da det reducerer ressourcespild og brugen af nye råvarer. Du kan læse mere i ”Guide til producenter: Sådan genanvender du gamle materialer i nye produkter”.

Hent guiden: Sådan anvender du gamle materialer i nye produkter

Byggelovgivning   

I byggelovgivningen findes kravene særligt i:   

  • Bygningsreglement, som stiller administrative og funktionsbaserede tekniske krav til bygninger. Kravenegælder alle byggevarer uanset om de er nye, genbrugte eller genanvendte.
  • Byggevareordningen, som stiller krav om CE-mærkning af byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard. For genanvendte og genbrugte byggematerialer gælder følgende:    

Hvis byggeaffald bliver genanvendt til nye produkter, som er omfattet af en harmoniseret standard, skal produkterne CE-mærkes. De harmoniserede standarder passer imidlertid typisk ikke til genbrugsmaterialer (bemærk – forskel fra genanvendte materialer), da de tager udgangspunkt i produktion af nye byggematerialer. 

En producent af genbrugsbyggevarer kan som et alternativ til en harmoniseret standard ansøge om en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering – er frivillig at udarbejde).