M4 Arkitekter har siden 2011 ydet arkitekt- og byggeteknisk rådgivning - baseret på principperne fra Bedre byggeskik-bevægelsen med 100% fokus på "den almindelige" private boligejer. Et boligmarked, der i Danmark omfatter over 1,3 mio. eksisterende private boligejer, hvor ejerne løbende efterspørger professionel rådgivning til renovering, ombygning, tilbygning og nybyggeri.
M4 Arkitekters ambition er at gøre cirkulære byggeløsninger relevante for de private boligejere. Derfor er virksomheden i gang med at udvikle en digital eksempelsamling med projekter, som skal inspirere og give overblik over mulighederne for at vælge et grønnere byggeri. M4 Arkitekter arbejder parallelt med at udvide sin materialedatabase, så virksomheden fremadrettet altid kan præsentere sine kunder for og rådgive om grønnere og gerne genanvende alternativer til gængse byggematerialer og konstruktioner.
Målet er, at M4 Arkitekter via rådgivning og formidling kan arbejde med at øge de private bygherres incitament til at bidrage til den grønnere omstilling. Ved at øge andelen af grønne, miljørigtige materialevalg og konstruktioner i byggeprocessen vil virksomheden sikre byggeprojekter med mindst mulig CO2-udledning.
M4 Arkitekter har desuden ambitioner om at understøtte ikke blot sin egen, men hele arkitektbranchens grønne omstilling. Derfor bidrager virksomheden til projektet "Materialeviden", hvis mål er at udvikle en ny digital platform til bæredygtigt materialevalg. Projektet er forankret i brancheforeningen Danske Arkitektvirksomheder i samarbejde med AAU BUILD og KADK. Desuden bidrager M4 Arkitekter med input til udviklingen af det grønne hus-certificeringsprojekt "DGNB Villa."
Kommunikationsansvarlig
M4 Arkitekter