Hvad er bromerede flammehæmmere?
Bromerede flammehæmmere er en bred og kompleks stofgruppe, der indeholder brom. De anvendes til at øge plastmaterialer og tekstilers flammehæmmende egenskaber. Stoffer inden for denne gruppe er bl.a. HBCDD, HBCD, HexaBB, PBDE og C-pentaBDE.
Hvor er de bromerede flammehæmmere typisk anvendt?
Stoffet HBCDD (eller HBCD) er anvendt i isoleringsmaterialerne EPS og XPS i bygge- og anlægskonstruktioner. Bromerede flammehæmmere er desuden anvendt i PU skum. C-pentaBDE findes i PVC gulvbelægninger og i PUR skum isoleringsmateriale.
Kendskabet til forekomsten af bromerede flammehæmmere i byggematerialer er lille. Anvendelsestidspunktet afhænger af den enkelte type af bromeret flammehæmmer, fx er HBCDD anvendt siden 1960’erne.
Hvorfor er de bromerede flammehæmmere problematiske?
HBCDD giver skader på forplantningsevne og er en persistent organisk miljøgift, som er opført under Stockholm-konventionen. HexaBB og fire PBDE’er er persistente, bioakkumulerbare og toksiske over for organismer i miljøet og er ligeledes opført under Stockholm-konventionen.
Hvad sker der med bromerede flammehæmmere i affald?
Hvis bromerede flammehæmmere via affaldet spredes til miljøet, kan de ophobes gennem fødekæden og kan i sidste ende påvirke mennesker.
Hvis EPS og XPS plader med HBCDD forbrændes, tyder data på, at destruktionseffektiviteten i forbrændingsanlæg til husholdningsaffald generelt er bedre end 99,999% i de nordiske lande. Det tyder endvidere på, at filtre, der bruges til at kontrollere chlorerede dioxiner og furaner, også opfanger bromerede dioxiner og furaner.
Bromerede flammehæmmere er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer, hvilket betyder, at der er lavet en kortlægning og strategi for stofferne.
Visse bromerede flammehæmmere er reguleret af POP-forordningen.
Hvad er CFC, HCFC og HFC?
Chlorfluorcarboner (CFC’er), hydrochlorfluorcarboner (HCFC’er) og hydrofluorcarboner (HFC’er) er ozonnedbrydende stoffer. De kaldes også for freon.
Hvor er CFC, HCFC og HFC typisk anvendt?
CFC har været anvendt som opskumningsmiddel i PUR skum, der kan være enten blød skumplast eller hård skumplast, og er brugt som isoleringsmateriale. CFC og HCFC findes fx i fjernvarmerør og bygningsisolering.
CFC har været anvendt siden 1960’erne. Ved Danmarks tilslutning til Montreal-protokollen blev anvendelsen af CCF forbudt i 1994.
HCFC’er har været benyttet i perioden 1991-1994, hvorefter HFC’er er blevet anvendt som erstatning. Disse blev udfaset i løbet af 2000-2001 og forbudt fra 2002, hvorefter de er blevet erstattet af klimavenlige forbindelser.
Hvorfor er CFC, HCFC og HFC forbindelser problematiske?
CFC’er og HCFC’er er kraftige ozonlagsnedbrydende stoffer og er kraftige drivhusgasser. HCFC’er er kraftige drivhusgasser.
Hvad sker der med CFC, HCFC og HFC i affald:
Ved håndtering af affald med CFC, HCFC og HFC er det vigtigt at have fokus på at håndtere affaldet, så isoleringsmaterialet bliver beskadiget mindst muligt, så mindst muligt af stofferne undslipper og gør skade på klimaet. Stofferne vil sandsynligvis blive destrueret i et almindeligt affaldsforbrændingsanlæg.
CFC’er og HCFC’er er reguleret af bekendtgørelse om visse ozonlagsnedbrydende stoffer og i forordningen om stoffer, der nedbryder ozonlaget.
Hvad er formaldehyd:
Formaldehyd har den kemiske formel HCHO. Ved stuetemperatur optræder stoffet på gasform. I kombination med fx urea, melamin og fenol kan formaldehyd bruges i fx lim i krydsfiner og spånplader. Den vandige opløsning af formaldehyd er formalin, der bruges til at desinficere eller til at konservere biologiske præparater.
Hvor er formaldehyd typisk anvendt?
Formaldehyd kan fx indgå i lim og lak. Desuden kan det være anvendt i træbaserede plader som fx krydsfinér og spånplader, som benyttes i byggeri, møbler og inventar. Bindemidlet i mineraluldsprodukter (fx isolering og akustiklofter) kan også afgive formaldehyd.
Hvorfor er formaldehyd problematisk?
Formaldehyd kan afgasse til indeklimaet fra træbaserede plader og syrehærdende lak. Ved for høje koncentrationer kan det irritere øjne og luftveje. Langvarig eksponering kan føre til kræft i luftvejene. Spånplader, krydsfiner og lignende plader produceret efter 1983 forventes dog ikke at afgive formaldehyd i problematiske koncentrationer.
Formaldehyd er typisk ikke omfattet, når der laves miljøkortlægninger. I forbindelse med genbrug og genanvendelse af materialer skal man dog være opmærksom på, at der er regulering af materialer med formaldehyd, som gør, at man skal være opmærksom på, om materialerne, man genbruger og genanvender, kan indeholde eller afgive formaldehyd.
Regulering af formaldehyd
Af Bygningsreglementets §330 fremgår det, at der ikke må afdampe formaldehyd til indeklimaet i koncentrationer, der giver anledning til et sundhedsmæssigt utilfredsstillende indeklima. Dette gælder, uanset om man bruger genanvendte eller nye materialer i sit byggeri. WHO anbefaler, at det samlede formaldehydindhold i indeluften ikke overstiger 0,1 mg/m3.
I henhold til Bekendtgørelse om begrænsning af formaldehyd i spånplader, krydsfinerplader og lignende plader, som anvendes i møbler, inventar og lignende (BEK nr. 289 af 22/06/1983) er det kun tilladt at anvende spånplader, krydsfiner og andre træbaserede plader, der indeholder en formaldehydafgivende lim, i møbler og inventar, hvis de højst afgiver 0,15 milligram formaldehyd per kubikmeter luft, når de testes i et klimakammer.
Hvis virksomheden ikke kan dokumentere, at kravet er opfyldt, er det tilladt i stedet at anvende plader med et maksimalt indhold af fri formaldehyd på 25 milligram per 100 gram tørstof i pladen. Reglerne gælder for alle spånplader, krydsfiner og lignende plader, der er lavet med lim, der afspalter formaldehyd, hvilket også betyder, at plader, der er produceret efter 1983, ikke forventes at indeholde formaldehyd i problematiske koncentrationer.
Her kan du læse mere om formaldehyd
Hvad er chlorparaffiner?
Chlorparaffiner er en kompleks blanding af stoffer og findes som kortkædede (SCCP), mellemkædende (MCCP) og langkædede.
Hvor er chlorparaffiner typisk anvendt?
Chlorparaffiner har fx været anvendt i fugemasse, og da man i slutningen af 1970’erne forbød brugen af PCB, skete der en øget anvendelse af chlorparaffiner. I 2002 begyndte man i Europa at udfase brugen af stofferne. Anvendelse af chlorparaffiner går tilbage til 1950 og sandsynligvis også tidligere. Produktion, markedsføring og anvendelse af SCCP har generelt været forbudt i EU siden 2012.
Hvorfor er chlorparaffiner problematiske?
Chlorparaffiner er potentielt hormonforstyrrende, og SCPP er mistænkt for at være kræftfremkaldende. De er desuden giftige for vandmiljøet. Chlorparaffiner er en persistent organisk miljøgift og er omfattet af den europæiske POP-forordning.
Hvad sker der med chlorparaffiner i affald?
Chlorparaffiner kan spredes til miljøet, hvis det ikke fjernes fra affaldet. Herved kan det ophobes gennem fødekæden, og mennesker kan herigennem udsættes for stoffet. I 2015 er der fastsat grænseværdier for SCCP i POP-forordningen, som betyder at affald med et indhold over 10.000 mg/kg skal destrueres.
Kortkædede chlorparaffiner er reguleret af POP-forordningen.
Hvad er kulbrinter:
Kulbrinter er organiske stoffer, der grundlæggende består af kulstof og brint. Det er en meget stor og divers gruppe af stoffer. Alt efter stoffernes molekylestørrelse og opbygning har de forskellige egenskaber, både når det kommer til mobilitet, persistens og toxicitet.
Når vi måler for indhold af kulbrinter, gør vi det typisk fordelt til 4 kulbrintefraktioner (C6-C10; C11-C15; C16-C20; C21-C35). Nogle af kulbrinterne måler vi også særskilt på, dette er fx PCB (der indeholder 12 kulstofatomer) og PAH'er, men stofferne er altså også en del af stofgruppen kulbrinter.
Hvor er kulbrinter typisk anvendt i byggematerialer?
Kulbrinter anvendes i form af olie og tjære i produktion af asfalt, ligesom det kan have været anvendt som formstøbningsmiddel i betonproduktionen.
Desuden har kulbrinter også været anvendt i membraner og overfladebehandlinger under gulve, på trækonstruktioner i tagrum og på dele af konstruktioner, der er placeret under jordoverfladen (fugtsikring).
Som skrevet er PAH’er og PCB også en del af kulbrintefraktionen, og derfor vil man også se høje koncentrationer af total kulbrinter de steder, hvor man har høje koncentrationer af PAHer og PCB (fx i bløde fuger og i malinger). Ofte vil det i de tilfælde være PAH’er og PCB, man analyserer for, og de parametre, der er styrende for den videre håndtering og bortskaffelse af affaldet.
Desuden kan kulbrinter være at finde i materialer som ekstern forurening f.eks. ved spild af olie på gulve i værksteder mm. Spild af olie på gulve vil ofte trænge ned i gulvkonstruktionen og kræver typisk afgrænsning både vertikalt og horisontalt.
Hvorfor er kulbrinter problematiske?
Kulbrinter er en stor stofgruppe, som har varierende sundhedsmæssige risici. Der findes meget begrænset viden om den sundhedsskadelig virkning af de fleste kulbrinter, og derfor tager den tilgængelige viden om stofgruppen udgangspunkt i oplysninger om de enkelte forbindelser, der er blevet undersøgt. Nogle kulbrinter kan være toksiske over for både mennesker og andre organismer i både akut eller kronisk form.
Nogle kulbrinter er meget mobile og spredes i miljøet, ligesom de kan afdampe til indeklimaet.
Du kan fx læse mere om PCB og PAH’er under disse stoffer i Leksikonet om problematiske stoffer.
Håndtering af affald og materialer med indhold af kulbrinter
Klassificering af affald med kulbrinter sker oftest ud fra anvendelse af jordkvalitetskriterierne. Kommunen, hvor affaldet er genereret, skal anvise affaldet til godkendt modtager. Hvem, der kan modtage affaldet, afhænger både af koncentrationen af kulbrinter og af typen af affald.
Hvis kulbrinterne findes i asfalt, så kan asfalten genanvendes i produktion af ny asfalt, eller den kan nedknuses og bruges som erstatning for sand, grus og sten i vejbygning. Beton genanvendes også typisk i nedknust form som vejfyld. Der er risiko for, at kulbrinter indeholdt i disse materialer kan udvaskes og nedsive til grundvandet, når de anvendes som vejfyld. Nogle modelberegninger for asfalt har vist, at risikoen for uacceptabel udvaskning af miljøfarlige stoffer fra knust asfalt er lille, og undersøgelser af udvaskning fra beton viser også lave koncentrationer af kulbrinter og PAHer.
Hvad er PCB?
PCB står for poly-chlorerede biphenyler og er en organisk miljøgift. Der findes 209 forskellige slags PCB’er (congener).
Hvor er PCB typisk anvendt?
PCB findes især i fugemasse, termoruder, lysdioder samt slidstærke malinger og gulvbelægninger i bygninger opført eller renoveret mellem 1950 og 1977. PCB er desuden blevet brugt i kondensatorer og transformatorer frem til 1986. PCB er forbudt at anvende i dag. Forbuddet har været gældende for byggematerialer siden 1977 og i alle andre sammenhænge siden 1986.
Hvorfor er PCB problematisk?
PCB er en persistent organisk miljøgift og er omfattet af Stockholm-konventionen. PCB giver bl.a. skader på forplantningsevne, immunsystem og lever, samtidig med at være hormonforstyrrende. Stofferne er desuden mistænkt for at være kræftfremkaldende. I naturen ophober stofferne sig og nedbrydes langsomt. Der er stor fokus på PCB, da mennesker kan blive eksponeret over for PCB ved afdampning af PCB fra fuger til indeklimaet.
Hvad sker der med PCB i affald?
PCB kan spredes til miljøet, hvis det ikke fjernes fra affaldet. Herved kan det ophobes gennem fødekæden, og mennesker kan gennem kosten indtage PCB. Der er derfor i Affaldsbekendtgørelsen en række særlige regler for PCB i affald. Grænseværdien for, hvornår PCB er farligt affald, er 50 mg/kg. Affald med indhold over denne værdi skal destrueres ved forbrænding ved høje temperaturer.
Særlig regulering af PCB
Der er særlig regulering af PCB i bekendtgørelsen for PCB, PCT og erstatningsstoffer herfor.
PCB er desuden reguleret af POP forordningen.
Vejledninger om PCB
Vejledning om håndtering af PCB-holdige kondensatorer i lysarmaturer, 2015. Udgiver: Miljøstyrelsen
Vejledningen giver hjælp til at håndtere kondensatorer med PCB, der findes i lysarmaturer, bl.a. ved at beskrive hvilke krav der gælder for de enkelte aktører og giver anvisninger til, hvordan PCB-holdige kondensatorer identificeres og håndteres.
Arbejdsmiljø
Dansk Asbestforening har en vejledning om, hvordan PCB-holdige materialer skal saneres. Desuden har Branchearbejdsmiljørådet for Bygge & Anlæg (BAR ) en vejledning med generelle anvisninger for forundersøgelser, prøvetagning, generelle sikkerhedsforanstaltninger samt bortskaffelse af affald. Læs mere om vejledningerne.
Yderligere oplysninger om PCB
På PCB-guiden kan du finde yderligere oplysninger om PCB.
Du kan også læse mere om PCB på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Hvad er PFAS?
PFAS-forbindelser er en samlet betegnelse for en gruppe af perflouralkyl- og polyflouralkyl-forbindelser. Der er identificeret op imod 12.000 PFAS-forbindelser. Stofferne er menneskeskabte, og de har egenskaber, der gør, at de fx skyr vand og fedt, og mange af stofferne er overfladeaktive stoffer (surfaktanter/tensider). På grund af stoffernes egenskaber er de også vidt anvendt og tilsættes fx i maling og lak. Denne brede anvendelse betyder, at PFAS findes mange steder i miljøet.
Hvor er PFAS typisk anvendt?
Der er ikke lavet egentlige undersøgelser af, hvor PFAS forekommer i bygninger. Da der ikke systematisk undersøges for PFAS i bygninger forud for nedrivning og renovering, er der heller ikke en masse data på området.
Man kan dog udlede nogle data ved at se på, hvilke brancher der typisk har anvendt PFAS. Her ses det, at PFAS potentielt kan findes mange forskellige steder i bygninger baseret på de brancher og produkter, hvor PFAS anvendes. Dette er fx i maling, lak, overtræk til kabler, emaljer, fliseglasur, tæpper, gulvbelægninger, tapet m.m. En amerikansk undersøgelse om PFAS i byggematerialer understøtter dette.
I 2022 har Eurofins lavet analyser af 25 malingprøver samt af prøver af beton, klinker med glasur, linoleum og tapet. De fandt, at 23 ud af 25 malingprøver overskred jordkvalitetskriteriet for PFAS-4 (mens ingen af prøverne overskred kvalitetskriteriet for PFAS-22). Der blev også fundet PFAS i en del af prøverne af tapet og linoleum, mens prøver af beton ikke indeholdt PFAS.
Hvorfor er PFAS problematisk?
Selvom PFAS er en divers gruppe af stoffer, så gælder der for langt størstedelen af stofferne, at de er svært nedbrydelige og kan ophobes i planter, dyr og mennesker. Desuden er de mobile i vandmiljøet.
Gruppen af stoffer har også varierende effekt på menneskers sundhed. Nogle af stofferne er skadelige for reproduktionen, er kræftfremkaldende eller under mistanke for at kunne give kræft og kan give skader på organer samt skade øjne og hud.
Regulering af PFAS
Der er ikke kommet nogle nationale udmeldinger om, hvordan man skal forholde sig til PFAS i forhold til miljøkortlægninger og genbrug/genanvendelse. Det er derfor de enkelte kommuner, der skal beslutte, hvilke krav der evt. skal være til prøvetagning af PFAS i bygninger før nedrivning og renovering. Det er også kommunen, der anviser affaldet og træffer beslutninger om evt. tilladelse til genbrug og genanvendelse af materialer, der indeholder PFAS.
Miljøstyrelsen har fastsat et vejledende grundvands- og drikkevandskriterie på 0,1 µg/l. Kriteriet er et sumkriterie, der omfatter 22 PFAS-stoffer. PFAS-22 kriteriet i jord er sat til 0,4 mg/kg TS.
Der er et skærpet sumkriterie for summen af 4 af stofferne (PFAS 4 = PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS). Grænseværdien for PFAS-4 i grundvand/drikkevand er 0,002 µg/l. Grænseværdien for PFAS-4 i jord er fastsat til 0,01 mg/kg TS.
PFOS og derivater af PFOS har siden 2009 været på listen over forbudte stoffer under Stockholm-konventionen. PFOA, dets salte og øvrige PFOA-relaterede kemikalier har været forbudt under POP-forordningen siden 2020, men for visse af forbindelserne gælder en 5-årig overgangsperiode, hvorfor forbuddet først træder i kraft i 2025. I juni 2022 blev det besluttet at optage PFHxS, dets salte og relaterede kemikalier, og et globalt forbud forventes i slutningen af 2023. Det overvejes desuden at inkludere langkædede perfluorinerede carboxyl syrer (C9-21 PFCAs) under Stockholmkonventionen. Derudover betegnes en række af stofferne som "substances of very high concern, SVHC” under REACH.
I POP-forordningens bilag IV og V er der fastlagt grænseværdier for, hvordan affald, som indeholder POP-stoffer, skal håndteres. Indeholder affald POP-stoffer i koncentrationer under den grænseværdi, som er fastlagt i bilag IV, er der ikke krav om destruktion, og affaldet kan behandles på anden vis. Indeholder affaldet POP-stoffer i koncentrationer over den grænseværdi, som er fastlagt i bilag V, skal POP-stofferne i affaldet destrueres. For PFOS er grænseværdien 50 mg/kg i både bilag IV og bilag V. I juni 2022 blev der stillet forslag om grænseværdier for PFOA og PFHxS.
Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) har den 7. februar 2023 offentliggjort et forslag til at begrænse fremstilling, brug og markedsføring af mere end 10.000 PFAS-stoffer.
Her kan du læse mere om PFAS
Nicolajsen og Tsitonaki: Kortlægning af brancher der anvender PFAS. Miljøprojekt nr. 1905. 2016.
Hvad er tjærestoffer?
Tjærestoffer kan være Pah’er (polycycliske aromatiske kulbrinter) eller creosot.
Hvor er tjærestoffer typisk anvendt?
Pah’er findes i fx tagpap og andre tjæreholdige produkter. Tidligere (indtil 1950-1970’erne) blev kultjære anvendt som bindemiddel i asfalt, og dette havde et højt indhold af Pah’er. I dag anvendes bitumen, der har et mindre indhold af Pah’er. Creosot er blevet anvendt til træimprægnering fra 1889-1950’erne, hvor det blev afløst af andre stoffer. Brugen ophørte i 1989. Creosot er fx anvendt til imprægnering af jernbanesveller.
Hvorfor er tjærestoffer problematisk?
En række tjærestoffer er kræftfremkaldende og giver bl.a. skader på arvemateriale, immunsystem og forplantningsevne.
Hvad sker der med tjærestoffer i affaldet?
Trykimprægneret træ med creosot er som udgangspunkt farligt affald, medmindre analyser kan påvise, at koncentrationsniveauet ligger under grænsen for farligt affald. Trykimprægneret træ bliver som udgangspunkt deponeret. Asfalt kan enten genanvendes i produktion af ny asfalt eller kan nedknuses og bruges som erstatning for sand, grus og sten i vejbygning. Nogle modelberegninger har vist, at risikoen for uacceptabel udvaskning af miljøfarlige stoffer fra knust asfalt er lille.