Du er her: Forside / Nedrivning / Love & regler / Anmeldelse
Ifølge Affaldsbekendtgørelsens kapitel 11 skal bygherren anmelde sit bygge- og anlægsaffald fra nedrivninger eller renoveringer til kommunen. Reglerne gælder for alt byggearbejde, hvor der frembringes mere end 1 ton affald eller udskiftes af termoruder, der kan være fremstillet i perioden 1950 til 1977.
Bygherrens anmeldelse skal som minimum indeholde oplysningerne angivet i Affaldsbekendtgørelsens Bilag 7. Kommunen skal have modtaget anmeldelsen senest to uger, inden nedrivningen eller renoveringen påbegyndes.
Anmeldelsen skal fremsendes digitalt til den kommunes hvor affaldet produceres. På kommunernes hjemmesider er det muligt at finde nærmere information om hvilket digitale systemer de anvender til affaldsanmeldelserog få vejledning til udfyldelse og indsendelse af anmeldelse.
Kommunen skal som noget nyt fra 2021 tildele bygherrens anmeldelse af bygge- og anlægsaffald et unikt løbenummer og underrette bygherren om dette digitalt. Den transportør, der skal køre bygge- og anlægsaffaldet væk fra nedrivningspladsen, skal være i besiddelse af den seneste ajourførte anmeldelse og det tilhørende løbenummer.
Transportøren skal fremvise dette til ”den første affaldsmodtager”, men kun såfremt der er tale om sorteringsanlæg (registreret som indsamlingsvirksomhed med forbehandlingsanlæg i Affaldsregistret).
Anlægget har herefter pligt til at indberette løbenummer, affaldsmængder og dato for modtagelsen digitalt til kommunen senest fire uger, efter at hele affaldsmængden er modtaget.
Anmeldelse af farligt affald fra virksomheder
Ifølge affaldsbekendtgørelsens kapitel 10 skal virksomheder, der frembringer farligt affald, bortset fra eksplosivt affald, anmelde affaldet til kommunalbestyrelsen. Denne anmeldelse vedrører alene miljøfarligt affald og skal indeholde oplysning om affaldstype (EAK-kode) samt faktiske mængder, emballering, sammensætning og egenskaber, og denne sker efter affaldsfrembringelsen.