Du er her: Forside / Sådan gør du / Cases / PEFC certificering af genbrugstræ

PEFC certificering af genbrugstræ

PEFC certificering af genbrugstræ

Med en PEFC-sporbarhedscertificering kan producenter dokumentere, at deres træbaserede input kommer fra ansvarlige kilder. De har desuden mulighed for at synliggøre og dokumentere deres brug af genbrugstræ i produktionen af nye materialer. Herved kan producenten dokumentere sit fokus på bæredygtighed, og det kan føre til både økonomiske og miljømæssige fordele.

Sporbarhed handler om at kunne dokumentere træmaterialets oprindelse. Det kan gøres ved hjælp af en PEFC sporbarhedscertificering, som sikrer at træmaterialet kommer fra lovlige og ansvarlige kilder, og at der kan redegøres for træart og oprindelse gennem hele forsyningskæden.

Den sporbarhedsstandard, der ligger bag PEFC-certificeringen, omfatter også genbrugsmateriale , således at producenterne har mulighed for at udnytte træet bedst muligt. Det giver genbrugstræ en lang levetid og en række miljømæssige fordele, fordi der spares træressourcer og skovens ressourcer genanvendes igen og igen. Desuden kan producenterne opnå økonomiske fordele ved at genanvende allerede eksisterende ressourcer.

Genbrugsmateriale kan klassificeres som PEFC Recycled, hvis det imødekommer definitionen på genbrugsmateriale i den internationale PEFC sporbarhedsstandarden. Heraf fremgår:

  • Genbrugsmaterialet skal stamme fra industri, husholdninger e.l., der har været slutbrugere af træproduktet. Fx træ fra genbrugspladser, nedbrydning, byggepladser osv.
  • Genbrugsmateriale kan også være biprodukter, der stammer fra den træforarbejdende industriproduktion, hvor biproduktet ikke naturligt igen kan indgå i den samme produktionsproces.
  • Genbrugsmateriale er IKKE fx bark fra skovdrift eller fx savsmuld fra et savværk.

Et produkt med minimum 70 % PEFC certificeret genbrugsmateriale kan sælges som  ”PEFC Certified eller PEFC Recycled og skal i øvrigt overholde de samme krav som produkter, der er produceret uden genbrugsmateriale.

Vigtigste erfaringer
Brug af genbrugstræ giver virksomheder fleksibilitet i deres indkøb og produktion. PEFC-certificering giver virksomheder mulighed for at dokumentere, at de lever op til PEFC standardens krav til ansvarligt indkøb og produktion, og at de fører kontrol med det træbaserede input, som kommer fra genanvendelig kilder, som fx genbrugsstationer.

Resultater
Stadig flere virksomheder bliver certificeret for at kunne leve op til de stigende krav om dokumentation af, hvor træet kommer fra. I 2013 fik EU’s Tømmerforordning effekt med det formål at beskytte verdens skove imod illegal hugst og handel med træ. Tømmerforordningen (EUTR) kræver, at alle virksomheder, som placerer træbaserede varer på det europæiske marked, skal kunne dokumentere træart og oprindelse på alt træmateriale i deres produkter. Sporbarhedscertificering er en god måde at kunne dokumentere efterlevelse af tømmerforordningen, uanset om virksomheden anvender jomfrueligt træmateriale eller genbrugsmateriale. I Danmark er der i mange virksomheder et stort potentiale for øget genbrug og genanvendelse af træ.

Affaldstræ fra byggeri kan indeholde skadelige

Træ er et meget udbredt materiale i byggeriet og udgør en betydelig del af byggeaffaldet. Hvis træet har været overfladebehandlet eller imprægneret, kan det indeholde en række skadelige stoffer, som gør det uegnet til genanvendelse. Læs mere om, hvilke skadelige stoffer træaffald kan indeholde.

Vil du vide mere?

PEFC er en non-profit organisation, som findes i mere end 70 lande verden over. Organisationen arbejder for en fremtid, hvor alle skove drives miljømæssigt, socialt og økonomisk ansvarligt, og hvor handel med træ foregår lovligt. Ved at udbrede kendskabet og brugen af ansvarlig skovdrift både lokalt og globalt sikrer vi en fremtid, hvor ansvarlig skovdrift og genanvendelse er i fokus.

Læs mere på www.pefc.dk
Kontakt PEFC Danmark på info@pefc.dk

Gratis adgang til PEFC sporbarhedstandard